- Jeg føler, at mange faktisk har mindre frihed, selvom det virker, som om der er meget større frihed på datingscenen, fordi det bliver sværere at vise, hvem du er inderst inde.
Sådan lyder analysen fra Jytte Vikkelsøe, der har rådgivet om kærlighed i årtier - som parterapeut og vært på podcasten ‘Hjerteflimmer for voksne’.
Mens antallet af enlige er vokset de seneste årtier i Danmark, udtrykker et klart flertal af de danske singler et ønske om at finde en kæreste. Så hvorfor har så mange tilsyneladende svært ved at finde kærligheden?
Ifølge Jytte Vikkelsøe er en af hovedforklaringerne, at diverse datingapps giver så mange valgmuligheder, at vi ender med at blive alt for kritiske.
- Vi har ikke brug for hinanden økonomisk på samme måde før. Nu stiller vi så store krav, fordi der er så mange valg. Er du ikke kirsebærret på min isdessert, er det ikke sikkert, jeg er interesseret. Jeg er ikke interesseret i ballade, men i at du gør mit liv større, bedre og rigere, end det er i forvejen.
Jytte Vikkelsøe påpeger, at et online datingliv skaber en selviscenesættende kultur med manglende plads til dybde og selvudvikling.
- Hvis du ikke tør gå ind i dybere relationer, hvor du bliver udfordret, så ender du i en midtlivskrise, hvor du skal konfronteres med dig selv, fordi livet er blevet meningsløst.
- Du skal turde smerten.
LINKS \ https://www.dr.dk/nyheder/kultur/jytte-vikkelsoee-har-raadgivet-om-kaerlighed-i-aartier-og-ser-en-bekymrende-tendens-i
Copyright | Danmarks Radio (DR)